Sveriges dybest beliggende kontorarbejdsplads ligger i Kiruna.

Leverance til undergrunden

Sveriges dybest beliggende kontorarbejdsplads ligger i Kiruna. I LKAB-minen, 775 meter under jordoverfladen. Og som om det ikke var nok... Snart er man nødt til at begive sig endnu længere ned og efterhånden indrette blandt andet kontor, spisesal og øvrige personalelokaler på næsten 1 400 meters dybde.

En af de tidligste science fiction-romaner, Jules Vernes ”Rejsen til jordens indre”, har fascineret generationer efter generationer lige siden 1864. Og man må indrømme, at selv en tur på kun tusind meter under jorden lyder en anelse skræmmende. Men samtidig også fantasivækkende og ligefrem eksotisk.

Tanken om, at der kan findes veje, som fører ned til et niveau på 1045 meter under jordoverfladen, er svimlende, men i Kiruna er det hverdagskost. Her findes der 450 km snoede kørebaner, der  befærdes hver dag – frem og tilbage. Christer Emanuelsson, som har arbejdet i minen i 25 år, og hans kammerater tager altså tingene med ro. De siger, at forskellen mellem deroppe og hernede ikke er specielt stor. – Jo, selvfølgelig, hvis man tænker nærmere over det. Men ellers ser her nogenlunde ud som på hvilken som helst anden arbejdsplads. Naturligvis er her ret snavset og lidt mere støvet end normalt. Hvide duge hører ikke til hernede. Der kommer heller ikke til at ske noget drastisk i morgen, for driften er sikret frem til år 2012, men derefter er tiden inde til at flytte ned til næste hovedniveau. Det skal ligge på 1365 meters dybde.

Flytningen længere nedad hænger sammen med jernmalmens retning. ”Malmkroppen” løber diagonalt under selve byen Kiruna.Man skal dybere ned og tvinges til at sprænge sig ind under den nuværende bymidte. Sprækkedannelser og risiko for sammenstyrtning gør, at dele af byen skal flytte. Diskussionerne om hvad, hvornår og hvordan har stået på i flere år. Visse infrastrukturelle omlægninger som for eksempel el-distributionen er parat på dette tidspunkt. En ny jernbanestrækning er netop blevet påbegyndt, men mange ”bløde” overvejelser om, hvilke bygninger der er værd at tage med, står endnu tilbage. Beslutningen om, hvor det hele skal flyttes hen, har været fastlagt i et stykke tid, nemlig i nordvestlig retning mod det nuværende Luossavaara. At den smukke, unikke kirke skal med, synes de fleste at være enige om – selvom den ikke regnes for at være truet før omkring år 2033.

Barsk men også hyggelig arbejdsplads
I snart ti år har Kinnarps leveret alle møbler til LKAB. Det barske miljø – jo,det er barskere end andre,til trods for Christer Emanuelssons ”hvilken som helst anden arbejdsplads” – stiller store krav til slidstærkt interiør, der ikke er sart. En stor del af arbejdet under jorden sker fra manøvrepaneler i kontorlandskabet. Boring og lastning af malmen overvåges via computer. Nogle borde er ”skræddersyet” til LKAB, andre er hentet fra standardsortimentet. Ergonomi er yderst vigtigt, og et gennemgående krav, hvad angår kontorindretningen, er muligheden for at hæve og sænke. Eftersom støv fra minegangene sniger sig ind, og arbejdstøjet ofte er lidt mere snavset end normalt kontorpersonales, skal bordpladerne være ekstra slidstærke. Birke- eller bøgelaminat plejer at stå prøven hernede.  Nøjagtigt som på ethvert almindeligt kontor er det vigtigt, at pauselokalerne og personalets spisesal i minen føles både behagelige og hyggelige. Så polstrede sofaer og hvilemøbler køres også ned under jorden.

Direkte levering til undergrunden
Stefan Rova er en af Kinnarps seks ansatte i Kiruna. Nogle gange følger han med leverancen ned i minen. Kinnarps har nemlig specialudstyret en bil og dermed fået tilladelse til at begive sig ud på ”skråbanen”, som hælder 45 grader, ned til den befolkede ”by” på over tusind meters dybde. Herfra går der vandrette gange ud til forskellige dele af minen. På computerskærmene er det muligt at overvåge hver del af det vidt forgrenede anlæg. I den underjordisk godkendte bil findes der blandt andet særligt brandudstyr, som besigtiges en gang om året. Samtlige medarbejdere i Kinnarps stab har også fået en særlig sikkerhedsuddannelse for at få lov til at køre ned og arbejde i minen. Ved større leverancer er det jo ikke kun montørerne, men hele teamet, som følger med møbeltransporten.

 ”Sprækkedannelser og risiko for sammenstyrtning gør, at dele af byen skal flytte. Diskussionerne om hvad, hvornår og hvordan har stået på i flere år. ... At den smukke, unikke kirke skal med, synes de fleste at være enige om – selvom den ikke er truet før omkring år 2033...”

– Den service, at kunne tilbyde direkte leverance og montering uden mellemled, også under jorden, er naturligvis en fordel for os, siger Stefan Rova. For de fleste indbyggere i Kiruna, herunder både Christer Emanuelsson og Stefan Rova, findes der knap et alternativ til fortsat LKAB-drift og dermed flytning af byen. Samfundet omkring Kiruna er kun omkring hundrede år gammelt. Før LKAB begyndte at udvinde malmen, fandtes der ikke noget her. Få indbyggere er født og opvokset i Kiruna, og endnu færre har boet der i flere generationer. Og nu, hvis LKAB ikke kan fortsætte med at bryde jernmalmen, vil byen dø ud. Stort set hver eneste familie er afhængig af Kirunaminens eksistens, selvom kun 300-500 personer, tyve skift om ugen, arbejder i den i dag under den aktuelle konjunktur. Borehuller fyldes hver aften med sprængstoffer, som detonerer ved halvtotiden om natten. Så dirrer hele byen. LKAB er en trussel mod Kiruna, men også dens eneste mulighed.

LOTTA JONSON