Det nye Kosta Boda Art Hotel, hvor entreen er i funkisstil.

Luksuriøst hotel glimtende af glas

Et hotel helt i is findes allerede i Sverige. Nu kommer det første glashotel, beliggende i det mørkeste Småland, det svenske glasriges hjerte. Syv glaskunstnere har været med til at formgive det utraditionelle hotel ved siden af glasværket Kosta.

Pludselig var der én, der udklækkede ideen. Hvorfor ikke lade hele hotellet være et galleri? Løfte glaskunstnernes værker frem overalt. I lobbyen, restauranten – ja til og med i swimmingpoolen og på hotelværelserne. Og desuden lade alt udstillet glas være til salg.

Netop dette er nu sket på Kosta Boda Art Hotel, som åbnede i forsommeren i tilslutning til det traditionsrige glasværk Kosta. Svensk glasfremstilling har dybe rødder i de smålandske skove og opnåede allerede i 1910’erne kunstnerisk verdensry via formgivere som Simon Gate og Edward Hald. Til trods for, at der ikke har været
mangel på nye kunstneriske begavelser, har kunstglasset haft mere og mere svært ved at hævde sig i en tid med masseproduktion, lavpris og brug og smid væk.

Hotel og udstillingssal
At give nyt skyts til det svenske kunstglas var en af udfordringerne for New Wave Groups ejer Torsten Jansson, da han i 2005 overtog de prestigefyldte varemærker Orrefors og Kosta Boda – der var både planer om et hotel og en udstillingssal, fortæller Mia Eskengren, hotelchef for Kosta Boda Art Hotel. Men pludselig indså ledelsen, at de to projekter kunne forenes i ét.

Hotellet med sine 102 værelser og suiter ligner heller ikke noget andet. Det kan snarere beskrives som en overdådig legestue for nogle af de mest navnkundige glasformgivere i dagens Sverige. Bekvem
indkvartering, som desuden tilbyder luksusmad og -drikke – i omgivelser, der er et langt spring fra de ”almindelige” designhotellers. Turen til Kosta går langs kilometervis af de dybeste gran- og fyrreskove.

Grundtanken var god indkvartering for købestærke glaselskere, siger Mia Eskengren. Tidligere var der ingen steder, hvor de virkeligt glasinteresserede kunne overnatte. I stedet rejste de hertil på endagsture, måske med fly til Kalmar og tilbage igen samme aften. Men nu har vi et flot hotel, midt ude i skoven, som er blevet en attraktion i sig selv for alle, som vil opleve noget anderledes.

Integritet og samarbejde
Syv glasformgivere har deltaget i hotellets udformning. Ikke mindst Sveriges nyeste glasstjerner Åsa Jungnelius og Ludvig Löfgren, som – ligesom de øvrige medvirkende formgivere – har sat deres præg på en række gæsteværelser og på hotellets fællesområder. Ludvig Löfgrens lounge går helt i kridhvidt, så hans hvide og sorte dødningehovedlamper ses tydeligt mod de runde glasborde, hvis bordplader er skarpt violette og turkis. Hans hotelværelser har håndmalede roser i baggrunden.Rækker af Åsa Jungnelius’hyperrealistiske glaslæbestifter og -neglelaksflasker i overstørrelse står logisk nok i hotellets spa. Og endvidere på de hotelværelser, hvor hun har medvirket. En kosmetisk abrikosrosa farve løber fra loftet ned langs væggen.

”Pludselig var der én der udklækkede ideen. Hvorfor ikke lade hele hotellet være et galleri? Løfte glaskunstnernes værker frem overalt. I lobbyen, restauranten – ja til og med i swimmingpoolen og hotelværelserne. Og desuden lade alt udstillet glas være til salg.”

Lobbyen, det første hotelgæsten møder, er Bertil Valliens. En kæmpemæssig lysekrone fyldt med tynde glaskugler fylder rummet foran hans bådformede ansigtsskulpturer. Farveskalaen her er grå og orange, hvilket også er tilfældet for de dristigt hvælvede glasfiberstole ”Dune”, tegnet af danskeren Jonas Lundby Jensen for Skandiform. Normalt fremstilles denne stol kun i sort eller hvidt med egestativ. Men der er blevet fremstillet en mere kontrastrig variant specifikt til hotellet, hvilket har gjort, at også stolens formgiver og producent har været involveret i indretningen. – Det er naturligvis sjovt for os som leverandør at få lov til at deltage aktivt i et indretningsprojekt, siger Maria Lehmann, markeds- og salgschef hos producenten Skandiform.

Mildest talt spektakulær er Kjell Engmans undervandsagtige bar, hvor alt fra stole til bardisk er i dybblåt glas. Samme formgiver, som også er fritidsdykker, står bag den indendørs swimmingpool,hvor ni nedsænkede ”grotter” fungerer som udstillingsmontrer. Indholdet i dette glasshow under vandet kan udskiftes løbende. – Kjell har været med lige fra starten. Siden da har vi næsten måttet sætte håndjern og mundkurv på ham – han har bare sprøjtet ideer ud, fortæller Håkan Corneliusson. Sammen med sin hustru Nina i Basco Interiör har han haft til opgave at projektlede hotelindretningen, hvor de øvrige medvirkende glasformgivere var Ulrica Hydman-Vallien, Anna Ehrner og Göran Wärff.

At holde et projekt sammen, hvor syv stærke kunstnerviljer hele tiden har noget at skulle have sagt, kan lyde som et mareridt for en indretningsarkitekt. Men Håkan og Nina er entusiastiske.Glashotellet er det sjoveste, de nogensinde har arbejdet med. Samarbejdet med de syv glasformgivere er gået strålende. – De har alle en stærk integritet, siger Håkan. Samtidig har de først og fremmest set mulighederne, ikke begrænsningerne.For os har det været en fantastisk udfordring at løfte hver enkelt persons egenart frem. Og samtidig finde og holde fast i den røde tråd.

SANNI MORTENSEN