GUBI og Kinnarps indgår strategisk samarbejde

Samarbejdet betyder, at GUBI’s designprodukter fremover vil blive forhandlet via Kinnarps A/S’ fire afdelinger i Danmark, hvilket giver GUBI mulighed for at fokusere deres ressourcer på videreudvikling af deres unikke designs. Samtidigt får Kinnarps mulighed for at tilbyde indretningsløsninger, der bryder med det konforme og traditionelle kontormiljø.

”Formålet med vores strategiske samarbejde er overordnet set, at vi forener Kinnarps A/S’ landsdækkende salgs- og serviceorganisation med GUBI A/S’ position som en højt estimeret designvirksomhed,” udtaler vice adm. direktør Søren Stryhn, Kinnarps A/S og fortsætter: ”Fordelene for kunderne vil bl.a. være, at de fremover kan supplere Kinnarps omfattende møbelsortiment, med GUBI’s unikke danske designs, når de køber indretningsløsninger.”

GUBI vil fokusere på nyt design
Direktør og ejer af GUBI A/S, Jacob Gubi Olsen supplerer: ”For GUBI handler det især om, at vi ser en betydelig forstærkning af vores markedsbearbejdning og kundeservicering ved at indgå dette strategiske samarbejde med Kinnarps A/S. Partnerskabet skal ses som et udtryk for GUBI’s ønske om i endnu højere grad at fokusere på vores kernekompetence som designvirksomhed.” Jacob Gubi Olsen henviser i den forbindelse til den kritik, der for tiden rettes mod de danske møbeldesign-virksomheder: ”Dansk møbeldesign beskyldes, måske med rette, for at hvile for meget på de gamle kendte designs. Derved risikerer Danmark at tabe terræn og vigtig eksport til det internationale marked. I GUBI vil vi fremover koncentrere vores ressourcer om at videreudvikle vores unikke møbeldesigns, som er vores absolutte styrke og særegne kompetence. Hvis vi skal fastholde vores position som en af Danmarks stærkeste designvirksomheder, skal vi dedikere endnu mere tid til netop at designe og udvikle,” siger Jacob Gubi Olsen.

Positive reaktioner fra markedet
GUBI A/S og Kinnarps A/S har en klar forventning om, at samarbejdet vil have en betydelig markedsmæssig effekt.

”Vi har allerede nu modtaget mange positive tilkendegivelser fra vores kunder og samarbejds-partnere. Ved at indgå dette samarbejde med GUBI, sender vi et signal til markedet om, at Kinnarps er klar til at udfordre det til tider konforme og traditionelle kontormiljø med særegne og nytænkte designs, hvilket ofte er et væsentligt parameter, for vores kunder,” siger Søren Stryhn.

GUBI har på samme vis oplevet en positiv respons på det strategiske samarbejde med Kinnarps. ”Ved at vælge Kinnarps, har GUBI valgt at satse på en af de største aktører i møbelbranchen både nationalt og internationalt, og GUBI får dermed en unik platform for salg og markedsføring af vores designs fremover,” siger Jacob Gubi Olsen.

For mere information kontakt
GUBI A/S salgsdirektør Per Stenger Larsen. Telefon 33326368.
Kinnarps A/S salgs- og vice administrerende direktør Søren Stryhn. Telefon 70151010.


Kinnarps A/S
Kinnarps har i mere end 60 år leveret møbler og indretningsløsninger til erhvervslivet og den offentlige sektor. Høj kvalitet og lav miljømæssig påvirkning kendetegner hele processen fra råmateriale til færdige møbler. Virksomheden blev grundlagt i 1942 af Jarl og Evy Andersson, og det er stadig udelukkende et familieforetagende. Kinnarps er Europas andenstørste kontormøbelproducent og opererer i over 40 lande. De godt 2200 ansatte omsatte i 2008 for ca. 4,1 mia. svenske kroner. Al produktion foregår i Sverige på tre store fabrikker i Jönköping, Skillingaryd og Kinnarp. De svenske designvirksomheder, Materia og Skandiform, har siden 2004 indgået i Kinnarps gruppen. For ganske nylig (februar 2010) har Kinnarps AB overtaget den tidligere store tyske konkurrent Samas, og dermed vil Kinnarps AB som koncern vokse med hen ved 450 medarbejdere og næsten 1 mia, svenske kroner i omsætning. I Danmark har Kinnarps hovedkontor i Brøndby og afdelinger med showrooms i Århus, Aalborg og Middelfart. De 72 medarbejdere i Danmark bringer komplette indretningsløsninger ud til erhvervslivet og den offentlige sektor – til kontorer, skole- og uddannelsesmiljøer samt til pleje- og sundhedssektoren.


GUBI A/S
GUBI A/S er kendt for sine unikke og banebrydende designermøbler og -produkter, som har gjort virksomheden kendt over det meste af verden. Herunder er det værd at fremhæve, at GUBI, som det eneste danske møbeldesign, er repræsenteret med sine møbler og designs på Museum of Modern Art i New York, hvilket betragtes som en væsentlig international anerkendelse. Det er da også i kraft af sine unikke designs, at GUBI generelt har skabt sig en højt respekteret position blandt virksomheder og indretningsarkitekter i både Danmark og udlandet.

 

 

 

image