Kinnarps indgår kæmpeaftale med det offentlige i Sverige

Kinnarps er valgt som leverandør af møbler til 80 kommuner og offentlige instanser. Udbuddet er koordineret af SKL Kommentus, og aftalen træder i kraft den 1. marts 2011.

Rammeaftalens samlede værdi beløber sig til 220 millioner svenske kroner om året og løber i tre år. Alle kommuner og offentlige instanser, der er tilsluttet SKL Kommentus, forpligter sig til at handle på rammeaftalen. Kinnarps er valgt som leverandør af møbler til kontorer, skoler og pleje- og sundhedssektoren. ”Der blev stillet høje krav i udbuddet, og det, at SKL Kommentus vælger os som leverandør, tager vi som et bevis på, at vi en pålidelig partner med gode produkter. Det er en stor fordel for kunderne at få hjælp med analyse, indretningsforslag, montering og opfølgning. De merværdier, tror jeg også, har bidraget til, at vi er blevet valgt”, siger Jonny Wighol, salgschef for Kinnarps, Sverige.

Kinnarps har omfattende erfaring med den offentlige sektor. Allerede tilbage i 1943 indgik Kinnarps sin første aftale med den svenske regering. Kinnarps har indgående kendskab til de behov, som den offentlige sektor har. ”Ergonomi og arbejdsmiljø har været på dagsordenen i lang tid, og vi kan se, at det er områder, som stadig bliver vigtigere og vigtigere. Mange kunder oplever i dag værdien af et sundt arbejdsmiljø, fordi det ganske enkelt forbedrer resultatet for både den enkelte medarbejder og organisationen. For eksempel er der stor fokus på at reducere lyd inden for skolens verden, og derfor har vi i de seneste år lanceret en række nye produkter, som kan det”, siger Jonny Wigholm.

Aftalen vækker naturligvis også stor begejstring hos Kinnarps i Danmark. ”Vi glæder os utroligt meget på vores svenske kollegers vegne, og aftalen er et klart udtryk for den dedikation, som Kinnarps har for den offentlige sektor i hele Skandinavien. Kinnarps omsætter nu for tæt ved 1 mia. om året alene til den offentlige sektor i Skandinavien”, udtaler Søren Stryhn, salgs- og vice administrerende direktør for Kinnarps A/S.

For mere information kontakt
Kinnarps salgs- og vice administrerende direktør Søren Stryhn. Telefon 29 69 00 05.


Kinnarps har i mere end 60 år skabt totalløsninger til indretning af kontorer og offentlige miljøer. Høj kvalitet og lav miljømæssig påvirkning kendetegner hele processen fra råmateriale til færdige løsninger til arbejdspladsen. Virksomheden blev grundlagt i 1942 af Jarl og Evy Andersson, og det er stadig udelukkende et familieforetagende. Kinnarps er en af Europas største møbelproducenter og opererer i over 40 lande. De godt 2500 ansatte omsætter for cirka 5 mia. svenske kroner. Al produktion foregår i Sverige på tre fabrikker i Jönköping, Skillingaryd og Kinnarp samt i Tyskland i byerne Worms og Minden.

I Danmark har Kinnarps hovedkontor i Brøndby og afdelinger i Aarhus, Aalborg og Middelfart med eget showroom. 76 medarbejdere bringer komplette indretningsløsninger ud til den private og offentlige sektor – fra kontorer, skole- og uddannelsesmiljøer til pleje- og sundhedssektoren.