Rengøringsvejledning

Vores fladpakkede møbler i forskellige former for materialer er designet til at modstå dagligdagens slitage. Der er dog stadig grund til at udføre omhyggelig pleje ved rengøring af arbejdspladsen. Hvis du følger vores simple, men effektive plejeanbefalinger, vil du kunne nyde dine Kinnarps-møbler endnu længere.

Rengøringsvejledning – tekstiler

Støvsugning med et blødt støvsugermundstykke er normalt tilstrækkeligt til rengøring af stoffer. Pletter skal altid fjernes så hurtigt som muligt. I de fleste tilfælde er det nok at aftørre med en fugtig klud, men i tilfælde af mere stædige pletter kan pH-neutralt rengøringsmiddel eller skumrengøring til professionelt brug anvendes. Benyt altid hvide klude, og undgå overdreven fugtning af uldstof, da der derved er en risiko for permanente pletter. Om nødvendigt kan skumrengøring også benyttes til grundigere rengøring, hvis dette er tilladt i stoffets vaskeanvisninger. Aftagelige stoffer kan enten vaskes i vand eller tørrenses i overensstemmelse med vaskeanvisningerne for det enkelte stof.

Rengøringsvejledning – andre materialer

Daglig rengøring: Aftør overfladen med en blød, tør klud. Grundigere rengøring: Aftør overfladen med en blød, let fugtet klud. Der kan anvendes et mildt rengøringsmiddel. Fjern pletter ved hjælp af et ikke-slibende rengøringsmiddel.

Træ: Dette er et levende materiale, hvis åremønster, farvetone og glans varierer naturligt til at begynde med. Lys fra lyskilder og solskin har en vis effekt på farven i træets overflade. Objekter, der ikke flyttes rundt på en bordplade, kan f.eks. forårsage permanente afvigelser i farver i træoverfladen.
Advarsel! Undgå større mængder vand og stærke rengøringsmidler.

Laminat: Daglig rengøring: Aftør overfladen med en blød, tør klud. Kraftig rengøring: Aftør overfladen med en blød klud med ammoniak (vindues-rens) for at undgå mærker efter tørring. Fjern pletter ved hjælp af et ikke-slibende rengøringsmiddel.

Metal: Daglig rengøring af lakerede overflader: Aftør med en klud, der er let fugtet med vand og et mildt rengøringsmiddel. Daglig rengøring af lakerede overflader med struktur: Aftør med en fnugfri klud, der er let fugtet med vand og et mildt rengøringsmiddel.
Advarsel! Alkohol er det stærkeste middel, der må bruges på en svært tilsmudset overflade, hvis lakeringen ikke skal miste dens glans.

Plastik: Daglig rengøring: Ikke-opløsningsmiddelholdigt, ikke-slibende rengøringsmiddel

Semianilinlæder (OnStage!): Denne type betræklæder er sædvanligvis anilinfarvet og derefter pigmenteret, hvilket betyder, at det har fået en farvebevarende overfladebehandling. Overfladen kan være jævn (uden naturlig struktur) eller struktureret – afhængigt af kvaliteten og af læderets overflade.

Vedligeholdelse
Skal jævnligt støves af, og tørt snavs afrenses. Behandles af og til med et specielt produkt til vedligeholdelse af læder (men ikke for ofte). Undgå at gnubbe hårdt.

Rengøring
Støv: Støvet fjernes med en blød klud
Tørt snavs: Aftør møblet med en fugtig klud. Derefter tørres der efter med en ulden klud. Lad møblet tørre, og behandl det derefter med et tyndt lag af et produkt til vedligeholdelse af læder.
Væsker: Gennemblød omgående pletten med en sugende klud. Undgå at gnubbe!
Madvarer/olie: Fjern pletten omgående. Efterfølgende behandling som ved tørt snavs.

Anilinlæder (DeLuxe): Anilinfarver trænger dybt ned i læderet gennem porerne, men uden at ændre eller dække læderets overflade. De forskellige strukturer i hver enkelt hud ændres ikke, og det kan ikke undgås, at der også vil være farvevariationer på en enkelt hud. Alle naturlige mærker såsom fedtrynker, insektbid, sår osv. forbliver synlige og understreger læderets værdi. Det er ikke en fejl, men derimod et tegn på, at der er tale om ægte læder.

Vedligeholdelse
Anilinlæder falmer, når det udsættes for sollys. Beskyt dit møbel mod direkte sol. Støv jævnligt møblet af med en blød klud, og behandl det af og til med et specielt produkt til vedligeholdelse af læder (men ikke for ofte) – undgå at gnubbe hårdt.

Rengøring
Støv: Støvet fjernes med en blød klud
Tørt snavs: Opløs et mildt rengøringsmiddel eller hård sæbe i lunkent vand. Fugt en blød klud, fold den godt sammen, og tør kluden hen over pletten flere gange. Tør efter med en ulden klud. Lad derefter møblet tørre et stykke tid. Behandl det til sidst med et tyndt lag af et produkt til vedligeholdelse af læder.
Væsker: Gennemblød omgående pletten med en sugende klud. Undgå at gnubbe!
Madvarer/olie: Behandles på samme måde som tørt snavs. Selvom pletten umiddelbart stadig kan ses, skal du ikke gøre mere. Læderet vil langsomt opsuge pletten.

 

Kvalitetssikret slidstyrke

Vores sortiment omfatter stoffer, der opfylder alle de europæiske standarder, som vi mener, at du som kunde med rette kan kræve. Testresultaterne beskriver de vigtigste egenskaber for stoffet i forskellige henseender og gør dig dermed i stand til at sammenligne de forskellige kvaliteter.

Lysægthed, tekstiler

Lysægthed er en testmetode, der tester, hvordan stoffer bleges af lys, primært sollys. Stoffet udsættes for kontrolleret belysning i et laboratorium i et bestemt tidsrum, hvorefter ændringen i farve vurderes i forhold til en ikke-eksponeret prøve. Lysægtheden er normalt lavere for lysere farver end for mørkere. Den skala, der bruges til at angive resultatet, har otte logaritmiske trin, hvilket betyder, at ét trin opad giver dobbelt så god lysægthed. Trin 8 repræsenterer den bedste værdi. Vores mindstekrav til lysægthed er en værdi på 5.

Slidstyrke, tekstiler

Martindale-testen omfatter, at stoffet gnides mod et bestemt uldstof med en bestemt bevægelse og et bestemt tryk. Stoffet observeres for overrevne tråde, og testen, der betragtes som et mål for stoffets slidstyrke, afbrydes, når sådanne forekommer. Vores minimumskrav til slidstyrke er 50.000 slidbevægelser Martindale, hvilket betragtes som meget højt. I mange sammenhænge betragtes 35.000 slidbevægelser som tilstrækkeligt til offentlige miljøer.

Brændbarhed, tekstiler

Et stofs tendens til antændelse kan testes på flere forskellige måder. De aktuelle europæiske standarder EN 1021-1 og 2 tester en miniaturesofa. EN 1021-1 omfatter antænding med en cigaret, og EN 1021-2 antænding med en simuleret tændstik. Stoffet skal modstå antænding i et bestemt tidsrum. Alle standardstoffer i vores sortiment opfylder kravene i EN 1021-1 og 2.
Der findes også flere nationale standarder med forskellige krav, som udvalgte stoffer i vores sortimentet er blevet testet i forhold til. Blandt disse er den engelske BS 5852 crib 5, den tyske DIN 4102 og de franske NFP-standarder. Alle disse stiller større krav end EN 1021-1 og 2.