TDC

Baggrund

Visionerne har været store fra TDC’s side, forklarer kundeservicedirektør Lene Larsen: ”Vores målsætning har været at skabe de bedste rammer til dem, der arbejder tæt på vores kunder i TDC. Vi har stræbt efter at opnå et niveau i verdensklasse, både når det gælder det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø. På den måde håber vi at kunne tiltrække og fastholde den absolut bedste arbejdskraft. Og samtidig tror vi på, at vores medarbejdere bliver bedre til den direkte kontakt med kunderne, når deres omgivelser er attraktive”.

New Office i en nøddeskal

Projektet blev sat i gang i foråret 2007, hvor man fik tilbud fra en række indretningsvirksomheder. ”Kinnarps var en af dem, og det viste sig hurtigt, at de havde det rette engagement, og desuden kunne de levere den bedste løsning til prisen”, siger Lene Larsen. ”Samtidig lagde vi også vægt på at få en leverandør, der kunne være tilpas fleksibel, for der kan ske mange uforudsete ting, når man skal flytte så mange medarbejdere til nye lokaler”. I tæt samarbejde med arkitekterne og TDC selv fandt Kinnarps frem til en løsning, hvor styrkerne ved New Office-tankerne udnyttes, mens ulemperne minimeres. Markedschef Carsten Madsen fra Kinnarps forklarer: ”TDC ønskede en række rum, hvor 15-17 medarbejdere skulle kunne arbejde sammen i et åbent miljø. Vi valgte at bygge små øer af 4 medarbejdere, hvor der er delvis afskærmning af de enkelte arbejdsstationer, men hvor man samtidig kan få øjenkontakt med sine kolleger. Selve kontormøblerne er relativt traditionelle, men skrivebordet er skabt unikt til TDC, og skærmvæggene er særligt designede til at forbedre akustikken”.

Støjfri kontorer

Netop akustikken kan være New Office kontorers akilleshæl. En af de største anker ved at arbejde mange i samme lokale er nemlig, at der kommer for meget støj. For at imødekomme dette havde TDC fra starten af valgt at bygge de nye lokaler med akustikdæmpning i både gulv og vægge. Og altså fulgt op med støjabsorberende skærme. ”Arbejdsmiljøet har virkelig ligget os på sinde. Vi har fx også fleksibel seating, dvs. at der ingen faste pladser er. På den måde får man automatisk mødt mange flere af sine kolleger, og man undgår at gro fast i rutiner. Det giver dels en bedre vidensdeling, dels fremstår kontorerne altid ens og pænt, fordi der ikke ligger ting og flyder på bordene, når medarbejderne forlader deres plads”, forklarer Lene Larsen.

Motionsrum og Counter-Strike

Hensynet til arbejdsmiljøet er måske endnu tydeligere i timeout-lokalerne, hvor medarbejderne virkelig får mulighed for at lade af – eller op! Der er stillerum, hvor man kan flyde ud med en god bog; der er cafe-områder, hvor man kan hygge sig med en kop kaffe og lidt snak; der er motionsrum med ribber og pilates-bolde, så man kan træne ryggen eller maven i pauserne; og der er legerum, hvor man fx kan snuppe en hurtig omgang Counter-Strike med kollegerne eller tage et pusterum i en fatboy.

Hold møde i køkkenbordshøjde

Mødelokalerne er heller ikke traditionelle. De forskellige mødemiljøer er målrettet forskellige målgrupper, så der er noget til alle alders- og faggrupper hos TDC. Som supplement til de traditionelle langborde og konferencestole er der lavet mødeområder med borde i køkkenbordshøjde og tilhørende bænke – en Kinnarps-specialitet fra datterselskabet Materia. Denne løsning er – udover at være god for ryggen og holdningen – også en smart måde at holde møderne korte på. ”Man sidder ganske enkelt ikke og falder sammen, som man kan gøre i en traditionel mødestol”, forklarer Carsten Madsen, der også fremhæver de dynamiske mødeborde i ståhøjde. ”Alt i alt har det været meget vigtigt for os at skabe nogle attraktive rammer udenfor arbejdslokalerne”, siger Lene Larsen. ”Derfor har vi også brugt friske farver, installeret et godt indeklimaanlæg og sørget for at akustik og belysning er i orden. Alt sammen for at gøre det til en inspirerende oplevelse at gå på arbejde hos TDC”.

Fakta om projektet

KUNDE: TDC

ÅR: 2008

PROJEKT: Indretning af kontorrum, møde- og fællesarealer