En cool bunker

2013-10-29

I et gammelt beskyttelsesrum, der stammer fra den kolde krig, finder man Stockholms mest usædvanlige kontor. Her er der ingen vinduer, og det ligger helt nede under jorden – og så sprudler det alligevel af liv og kreativitet.

Kunne man godt tænke sig at arbejde som en af skurkene fra James Bond-filmene, så skal man lade sig inspirere af dette udsædvanlige kontor, som ligger 30 meter under jorden i en atomsikret bunker. Under Vita Bergen i det centrale Stockholm finder man dette gamle beskyttelsesrum fra den kolde krig, som ifølge oplysningerne kan klare et direkte træf med atomvåben. Den tid er heldigvis forbi, og i dag huser bunkeren internetudbyderen Bahnhof, som har sine kontorer og serverrum der. Man kan ganske vist synes, at det må være ubehageligt at arbejde en hel dag under jorden, men faktum er, at arkitekterne Albert France-Lanord Architects har skabt et utroligt spændende miljø med belysning og vækstvægge, som emmer af kreativitet.