Fabriksnyt!

2014-04-22

I hele verden er problemet det samme: Når fabrikker lukker og nedlægges, står flere og flere bygninger tomme og ubenyttede hen. Men i en tankeøkonomi forvandles de selvfølgelig til smarte kontorer!

For blot nogle år siden lå et af verdens største trykkerier i Guangzhou i det sydlige Kina. Men med avisdøden ændrede det hele sig, og det gik hurtigere, end nogen kunne forestille sig. De 80.000 kvadratmeter stod tomme og forladte indtil for ganske kort tid siden. Nu blæser der nye vinde, og når den gamle, traditionelle industriøkonomi skal erstattes, så er det kreative og kulturelle brancher, der bliver redningen. Snart vil der bogstaveligt talt være en by i byen bestående af kontorer, gallerier, atelierer, men også hoteller og restauranter. Området er blevet døbt iD Town, og det er det kinesiske arkitektkontor O-office, der leder arbejdet og får pustet nyt liv i den gamle fabriksruin. Man regner med, at det vil tage i alt 20 år, før byggeriet står helt færdigt.  En ting er sikker: Vi kommer til se mange flere lignende projekter rundt omkring i verden i de næste årtier.