Bryd de usunde vaner

2014-05-29

Virksomhedskulturen er livsvigtig. Tænk over jeres vaner, før det er for sent.

Rutiner er nødvendige for at få en virksomhed til at fungere, men risikoen er, at de rutiner, som man sammen opbygger, med tiden ligefrem bliver skadelige og kontraproduktive. Ifølge den svenske organisationspsykolog Rolf Olofsson opstår vaner og rutiner automatisk, når mange medarbejdere har udført dem igen og igen uden at tænke over dem.
"Hvis man for eksempel sidder i møde, og chefen siger, at noget skal gøres på en bestemt måde. Så kan det være, at det i visse virksomheder er blevet normalt ikke at modsige ham eller hende," siger Rolf Olofsson i en kommentar. 

Hvordan bryder man så med normerne? Ifølge Olofsson er den eneste løsning at skabe en stemning, hvor fejl kan påtales uden straf. Men samtidig advarer han mod, at det tager tid, og at man derfor må have tålmodighed. Husk dog, at en god virksomhedskultur er en fantastisk ressource. Man kan kopiere produkter, men man kan ikke kopiere en kultur.