Miljøvenligt lys

2014-01-08


At anvende solceller til gadebelysning er ikke noget nyt. IgenDesign har taget miljøhensynet endnu længere og skabt vinddrevne lamper af bambus. I byer med meget blæst er denne idé banebrydende.


For en havneby, hvor der tit er kraftig vind og dårligt vejr, burde IgenDesigns udendørslampe Flow være noget at se nærmere på. Flow bygger på samme princip som de nye, vertikale vindkraftværker. Det er et enkelt design, der er fuldstændigt baseret på aerodynamikkens egenskaber, hvilket gør, at bladene kan udnytte vindens kraft og skabe bevægelse. 
Flow blev oprindeligt designet til byen Cartagena i Colombia, hvor bambus vokser naturligt, og hvor det hele tiden blæser ind fra havet. Materialevalget faldt netop på bambus, fordi bambus vokser omkring ækvator i hele verden, hvilket gør idéen nem at eksportere til andre lande i den tredje verden, uden at man behøver at transportere materialer til havs. Det gode ved dette materialevalg er også, at bambus er nedbrydelig, hvilket gør det hele miljøvenligt.