Kunst med spænding

2014-12-09

Kunst med spænding

Man siger tit, at kunsten findes dér, hvor man mindst aner det. Det har vel aldrig været sandere end for disse højspændingsmaster på Island.

Disse gigantiske jætter i form af elmaster er præcis, hvad design handler om. Hvordan man kan forvandle noget så dagligdags og rent ud sagt grimt til noget spændende og smukt, som det er umuligt at fjerne blikket fra. Masterne er 50 meter høje, men de ændrer "kropsholdning" alt efter terrænet. Når ledningerne skal flyve højt og frit hen over dalsænkninger, så strækker jætterne sig. Andre gange kryber de sammen eller placeres i par og fungerer i samspil. Choi + Shine er et amerikansk arkitektbureau, der står bag forslaget, som forhåbentligt snart bliver bygget på Island. Udover at idéen i sig selv er yderst innovativ, så er det jo også interessant at se, at det lykkes at omfavne to af nutidens mest brændende spørgsmål – kunst og miljø. Eller som østrigske Die Welt skriver i en kommentar: "Hvis højspændingsledninger skal færdes over jorden, hvorfor så ikke forvandle denne rejse til kunst. Folk kommer til at rejse fra hele verden for at se dem."