Bedre fokus

2014-02-21

Det er ikke nemt at bevare fokus i et hav af distraktioner. Hér er 5 smarte tips til, hvordan du kan holde hjernen i form.

E-mailen bipper, Facebook opdateres løbende, Twitter kalder, og det er snart tid til frokost. Vi lever i en tid fuld af distraktioner – både elektroniske og analoge – som hindrer os i at arbejde effektivt. Nu advarer forskere om de sundhedsmæssige risici. Vores hjerne er ikke tilpasset til at modtage alle disse informationer. Men man kan faktisk med ganske enkle midler lære at blive og forblive fokuseret.

1. Luk for pop op-funktionen, der giver besked om alle nye e-mails i indbakken. Det er sjældent, at en e-mail er så vigtig, at det kan betale sig at miste koncentrationen.

2. Spis mange proteiner til morgenmad og frokost. Det giver et jævnt energiflow i modsætning til kulhydrater, der forvandles til sukker og får humøret til at gå op og ned som en rutsjebane.

3. Drik kaffen langsomt. Det er balance i kroppen, som man ønsker, også med koffeinen.

4. Dyrk mindfulness på kontoret. Hver gang du afbryder dit arbejde, for eksempel for at tjekke e-mails, så sig til dig selv: "Nu er jeg distraheret." Det skaber en nerveforbindelse i hjernen, som hjælper dig med at fokusere.

5. Meditér ved at fokusere på din vejrtrækning. Når du lægger mærke til, at tankerne er ved at vandre bort, så tving dig selv til at fokusere på vejrtrækningen. Træk skuldrene tilbage, og træk vejret langsomt.