ALVERDENS KONTORER

2013-05-02

Har interessen for kontorer nogensinde været større? I tv-serier som The Office og Mad Men udfoldes dramaet mellem kopimaskiner, skriveborde og arkivskabe. Men hvordan adskiller kultur og hierarki sig de forskellige lande imellem? Kinnarps ser nærmere på en verden i forandring – og forklarer koncepterne.

Umiddelbart virker det, som om de fleste kontorer består af det samme sammensurium af kabler, klikkende lyde fra printere, lysstofrør og kopper med kold kaffe.
Men det fysiske miljø er én ting. Noget ganske andet er, hvordan kulturen på et kontor rent faktisk er – og hvad med de mere eller mindre tydelige hierarkier?
I tv-serien Mad Men følger vi livet på et reklamebureau på Madison Avenue i New York i 1960'erne, hvor mænd drikker martinier til frokost og kvinderne er underdanige sekretærer.
Hvis det var kernen af den kreative gruppering i USA for 50 år siden, så er den nu flyttet videre til vestkysten og Silicon Valley i Californien.
Lennart Frantzell har arbejdet der i 25 år som IT-arkitekt for IBM.
"Vi arbejder med nystartede virksomheder, og jeg kan se, at hierarkierne er under opbrud. Folk lytter til dig, hvis du er god til noget. Så er det ligegyldigt, om du er den yngste, den ældste eller hvem du er," siger han.
Han mener, at et topstyret arbejdsmiljø er blevet et meritokrati – et præstationsorienteret miljø, hvor viden giver større status end jobtitler.
Det fysiske kontormiljø har også ændret sig, ikke mindst fordi teknologien har gjort det muligt.
"Man deler skrivebord med andre, arbejder hjemmefra nogle dage, eller mødes og arbejder på lokale caféer, der har trådløs forbindelse. Så længe man får arbejdet gjort og kan kontaktes, kan man arbejde næsten hvor som helst og når som helst, man har lyst til det," siger Lennart Frantzell.
Men i Japan lever de tydelige hierarkier stadig i bedste velgående.
Der er regler, der tydeligt understreger, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.
Jesper Edman, som er forsker ved det japanske institut på handelshøjskolen i Stockholm og har base på Hitotsubashi-universitetet, har boet i Japan i 22 år.
Han har taget et 3-ugers kursus i etikette.  Der har han blandt andet lært, at ledere altid går først ned ad trappen og sidst op.
"Vi lærte også at bukke korrekt.  Hvis du møder en leder, skal din ryg være bøjet 15 grader, når du bukker.  Hvis du møder en kunde, skal vinklen være 30 grader, og hvis du har gjort en fejl og vil undskylde, skal man bukke i en vinkel på 90 grader, fra taljen op," fortæller han.
Tøjet er også en vigtig del af de japanske kontorregler. På en bestemt dato i maj skifter alle, uanset hvordan vejret er, fra langærmede til kortærmede skjorter.  I september er det så på tide at skifte tilbage.

Jesper Jesper Edman fortæller også om en mødekultur, der adskiller sig meget fra den vestlige.
Intet besluttes under et møde; det foregår altid før eller efter.  Derfor er det ikke usædvanligt, at toplederen benytter lejligheden til at sove under mødet.  De yngre medarbejdere opdaterer ham så senere, når der skal tages beslutninger.
Der er ingen skillevægge, ikke engang afskærmninger, i et traditionelt japansk kontor.
"Lederne sidder tættest på vinduerne, fulgt af de næsthøjest rangerende ledere og så fremdeles hele vejen ned gennem hierarkiet, ligesom en militærkolonne, i faldende orden ned til sekretæren," fortæller Jesper Edman.
De tydelige japanske hierarkier var også noget, som fotografen Lars Tunbjörk bemærkede, da han arbejdede på sin bog Office.
"Hvis en leder havde givet mig grønt lys til at tage et foto, så kunne jeg forstyrre medarbejderne, lige så meget jeg havde lyst til.  Der var ingen grænser for, hvad jeg kunne gøre," siger han.
I flere år dokumenterede Lars Tunbjörk dagliglivet på kontorer i Tokyo, New York og Stockholm.
"I New York bemærkede jeg, hvor stilige, designede og flotte receptionerne var, men bag kulisserne sad alle i små, grå båse.  Og i dette tilfælde var det endda et af New Yorks største reklamebureauer. Der var ufatteligt rodet i Japan. Jeg har aldrig set så meget ragelse. Alle var fokuserede på jobbet, på bundlinjen, og æstetikken betød intet," siger han.
I andre lande har æstetikken en helt anden betydning.  Tag Danmark, for eksempel; et land, der helt sikkert har ry for at have et virkelig liberalt syn på ordenssans – men når det drejer sig om design og arkitekturmæssige emner, så har det været en topprioritet for mange virksomheder.  Det er kendetegnet af Danmarks lange tradition med en lang række berømte designere og arkitekter.
Det tager kun 20 minutter at sejle fra Danmark til Sverige, men forskellene mellem de to nabolande er meget tydelig.  I Sverige har organisationerne en fladere struktur.
Og de fleste svenske virksomheder er fortalere for kontorer i åbent plan.  Afdelingsledere sidder side om side med deres medarbejdere, med identiske skriveborde og arbejdsmoduler – noget, man aldrig ville se i mere hierarkisk orienterede lande som f.eks. Holland og Tyskland.

"De umiddelbare økonomiske fordele ved kontorer i åbent plan er meget store. Lavere lokaleudgifter, lavere energiforbrug, lavere rengøringsomkostninger. Der findes undersøgelser, der viser, at medarbejderne interagerer mere, men snakker de kun om arbejdet? Det er svært at måle, hvordan produktiviteten påvirkes," siger Aram Seddigh, som har skrevet en afhandling, der handler om, hvordan forskellige kontormiljøer påvirker helbredet og produktivitetsniveauet.
En amerikansk undersøgelse har vist, at de, der arbejder i åbne kontorlandskaber, afbrydes hvert 11. minut – med andre ord; over 40 gange om dagen. Forskningen viser også, at den klogeste del af hjernen, frontallapperne, anvendes til at lukke forstyrrelser ude i stedet for at løse arbejdsrelaterede opgaver.
Stress og konstante afbrydelser på arbejdet er ikke kun irriterende, det kan også i værste fald føre til fysiske sygdomme.
Det er et problem, der har givet anledning til en bekymret national debat i Frankrig, der går helt op på regeringsniveau. En medvirkende faktor til problemerne menes at være ændringen fra en 40-timers arbejdsuge til 35 timer i 2000 – hvilket paradoksalt nok øgede stressniveauet, fordi medarbejderne forsøgte at nå mere på mindre tid. Men pendulet er begyndt at svinge i Frankrig, og flere og flere virksomheder indser, at man for at blive ved med at være konkurrencedygtig er nødt til at investere i et bedre og sundere arbejdsmiljø.

Markus Wilhelmson