Legestuen

2013-11-29

Plads til leg og kreativitet. Det lyder måske som det perfekte kontor i en hurtigt voksende sektor. Men nu drejer det sig faktisk om en børnehave.

Legeglade børn bliver ofte kreative voksne. Det mener Eva Hoff, lektor i psykologi ved Lunds Universitet. Måske var det det, som de stockholmsbaserede Rotstein-arkitekter havde i baghovedet, da de tegnede børnehaven Sjötorget, en moderne og farverig børnehave, hvor der allerede ved tegnebordet var tænkt på plads til leg. I de nybyggede boligområder er der ofte ikke afsat arealer til børnehaver, og derfor etableres de ofte i stueetagen i beboelseshuse i et lokale, der ligeså godt kunne have været en fødevarebutik. Men i dette tilfælde blev bygningen tilpasset tidligt ifølge planen, så den kunne rumme en børnehave, og stueetagen blev til et farverigt børnepalads med trapper, små hytter og grotter til børnene.