ANDERLEDES KONTORLANDSKAB

2014-01-22

Computerspiludviklere skaber fantasiverdener og historier. Derfor er det ikke overraskende, at deres arbejdsplads også skal være fantasifuld. Velkommen i et rumænsk rumskib under angreb!

Kunne du tænke dig at arbejde på et kontor fuld af mystiske rummonstre? Når man besøger den rumænske computerspilvirksomhed 2o's kontor, er det som at træde ind i et af deres spil. Opgaven for arkitektkontoret Ezzo Design var at skabe et innovativt og unikt design med naturen som medspiller, og som desuden afspejler virksomheden.
"Vores interesse blev straks vakt, da vi havde talt med kunden første gang. Resultatet blev et rumskib, der invaderes af naturen, og hvor hovedkarakteren er den Store Mørke Svamp," fortæller Stefan Lazar fra Ezzo Design.
 Temaet med den mystiske naturinvasion går igen i hele indretningen. Her og der dukker den mørke svamp op på væggene i form af graffiti, og det åbne landskab er fyldt med farvestrålende planter i færd med at invadere.
Nu er spørgsmålet så, hvordan indretningen kommer til at påvirke programmørerne i 2o. Vil de fremover kun udvikle spil med rumskibe og planteinvasioner?