Smart printer

2014-10-13

Nu slipper du for at skulle skynde dig tilbage til kontoret, når du skal udskrive et vigtigt dokument – The Mini Mobile er en genial lille printer, som du kan holde i håndfladen.

Vores arbejdspladser er blevet udpræget mobile. Vi arbejder på caféen, i bussen, hos frisøren – eller hvor vi nu befinder os. Én ting er der dog ikke blevet ændret på: Printeren er lige så klodset og tung som før i tiden. Det problem har nogle elever på Jerusalem College of Technology nu gjort opmærksom på. Efter de havde lavet en grundig undersøgelse og fundet ud at, at der ikke fandtes nogen mobile printere, der passede til deres ønsker, besluttede de sig for at bygge deres helt egen printer. Resultatet blev en smart opfindelse, der hedder The Mini Mobile. Den er blot ti centimeter høj og 11,5 centimeter lang. Den er desuden udstyret med trådløs opkobling til telefoner og computere, der gør, at den kan indlæse dokumentet. Når den skal anvendes, placeres den på et stykke papir, og ved hjælp af en optisk sensor ruller den frem og tilbage over papiret på små hjul, indtil dokumentet er færdigskrevet. Blækstrålen kan udskrive op til 1000 A4-ark, inden den skal udskiftes. Hastigheden er godt nok kun 1,2 ark pr. minut, men det håber man snart at kunne forbedre.