Smart skrot

2015-10-27

Alle snakker om wearables! En af de mest spændende nyheder under London Design Week var et armbånd, som holder styr på, hvilken påvirkning du har på miljøet. Og naturligvis er det lavet af genvundet elektronikaffald.

Armbåndet, som går under navnet WorldBeing, indsamler og evaluerer data om, hvordan du lever dit liv. Hvordan du rejser, hvad du køber, hvad du spiser samt hvor meget energi, du forbruger derhjemme. Derefter beregner det, hvilket CO2-fodaftryk du efterlader dig. Dertil kommer, at alle armbåndsejere er koblet op med hinanden, hvilket betyder, at man kan sammenligne sit forbrug med andres. En smart finesse er, at når armbåndet er fuldt udviklet, så skal det kunne genkende brugerens puls, der fungerer som signatur for eksempelvis betaling og overførsel af penge.

"Jeg begyndte at tænke på det her armbånd, da jeg læste, at der hvert år skrottes mere end 50 mio. tons elektronikudstyr," siger designeren Benjamin Hubert.