Sådan har verden det!

2014-09-30

På Island sætter man pris på sit rene vand, mens man i Japan spekulerer meget over sin personlige sikkerhed. Her kan du se, hvad der styrer vores velbefindende.

Hvor i verden lever man livet bedst? Og hvad er det, der er vigtigt for os mennesker?
OECD har siden 2011 gennemført et stort studie, Better Life Index, som flere end 60.000 mennesker har deltaget i og besvaret spørgsmål om alt muligt fra miljø til arbejde og hjemmet.
Men hvad er så vigtigst? Måske ikke helt overraskende betragtes livskvalitet som det absolut vigtigste tæt fulgt af uddannelse og sundhed. Dog er der her naturligvis store regionale forskelle. I Japan mener man f.eks., at sikkerhed er det vigtigste, mens man i Australien efterstræber en bedre balance mellem arbejde og fritid, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at 14 % af den arbejdsdygtige befolkning arbejder mere end 50 timer om ugen sammenlignet med 9 % i OECD-landene. Mindst overarbejde har man i Sverige og Holland. Den, der sætter naturen højest, skal flytte til Island, hvor man mener at have det bedste miljø og det reneste vand, mens man er mindst tilfreds i Tyrkiet. Hvis man længes efter masser af plads derhjemme, skal man tage til New Zealand, for her råder man i gennemsnit over 2,3 rum. Hvis man derimod bor i Rusland, må man trænge sig sammen i 0,9 rum.
Et andet interessant aspekt, som ikke har noget at gøre med, hvor i verden vi hører hjemme, er, at jo lykkeligere vi føler os i vores unge år, desto højere indkomst får vi. Fordelt på et år er der knapt 10.000 kroners forskel på dem, der er generelt utilfredse og dem, der føler sig tilfredse med tilværelsen, hvilket muligvis bekræfter den gamle visdom, som siger, at det i stedet for at tænke på penge er bedre at fokusere på at være tilfreds med livet, for så løser resten sig også.
Så samlet set – hvor i verden mener vi at have den bedste livskvalitet? Jo, mest tilfredse er man i Schweiz, som topper listen lige foran Danmark, Norge, Island, Østrig, Finland og Sverige.