Arbejde i byen

2014-02-28

Byplanlægning virker også i mindre skala. Bliv inspireret af veje og pladser til den ultimative arbejdsplads.

Den moderne by har flere tusinde års udvikling bag sig – fra de gamle grækeres arkitektoniske rudemønstre i kolonierne og renæssancens idealbyer til dagens tætte bymidte. Da det San Francisco-baserede arkitektkontor Bohlin Cywinski Jackson tegnede et nyt kontor til firmaet Square, lod de sig netop inspirere af byen. Det er trods alt i byerne, at mennesker lever og arbejder sammen, og byplanlægning har gjort dette meget nemmere.
Squares kontor har således en bred "avenue", der leder hen til et "torv", hvor man ovenikøbet også kan finde en café. Ved strategiske knudepunkter har man placeret mødelokaler med glasvægge.
""Når jeg tænker på en by, så tænker jeg på at gå i butikker, købe kaffe og spadsere hen til parken langs en promenade. Vi ville gerne skabe variation på kontoret," fortæller Chris Gorman fra Square.
Ifølge Gorman motiverer indretningen medarbejderne til at bevæge sig rundt på kontoret og interagere på en spontan måde, der ikke er skemalagt. For at forstærke byfornemmelsen er virksomheden også begyndt at eksperimentere med pop-op-butikker på "torvet", hvor man lader virksomheder udstille deres varer.p>