Kunsten at slippe kontrollen

2013-08-26

Paola Navone er ikke bange for at begå fejl: En fejltagelse kan ende med at blive en bæredygtig designidé. Lige siden sin debut i 70'erne har hun været én af den italienske designverdens grænseoverskridende veteraner. Inspirationen til sit design finder hun på sine mange rejser rundt om i verden.

Til forskel fra mange af sine kollegaer nøjes Paola Navone ikke blot med at skabe et eller andet designobjekt. Hun iscenesætter hele miljøer i et broget, men generøst totaldesign, som minder om 60'erne og 70'erne.  Og her findes en fornemmelse for bløde stoffer, tungt læder, varmt træ og koldt stål. Gerne et miks af håndværk og maskinel produktion, men helst ikke serieproduceret eller standardiseret. InOut for Gervasoni er et af hendes seneste eksempler: præcise stålkonstruktioner til stole og borde, sidde- og bordoverflader i taktilt nærværende træ med kontrastfulde mål. Og hun erkender, at hun stadig bygger videre på mange af idéerne fra 80'ernes berygtede designkollektiv Memphis-gruppen, hvor hun sammen med Ettore Sottsass, Andrea Branzi, Michael Graves og mange andre gjorde op med modernismens form-follows-function. I stedet blandede de industriproduktion og håndværk, avanceret og enkel produktionsteknik, billigt og dyrt materiale, alt sammen i et design, der havde kommunikation som bærende element. I dag beskriver Paola sin designfilosofi som et forsøg på at komponere modsætninger til en helhed.

– Jeg tror på fejl og på ikke at have fuldkommen kontrol. Det har mange svært ved at sluge, men det, at der går noget galt, kan ende med blive en kvalitet, som tilfører noget ud over det planlagte.

Hun fingererer ved sin stol, en sort-hvid skabelse, som hun har tegnet for franske Merci, og forklarer, at der var noget, som gik galt i fremstillingen, materialet satte sig fast og rynkede. Overfladen er ikke helt jævn, men rynker der, hvor mønstret brydes og giver et brud, som giver karakter. Paola griner og synes, at det blev perfekt. Og hun fortæller, at Kasthall ville smide hendes prøvetryk væk, da maskinen begyndte at ryste, men at hun selv syntes, at resultatet blev glimrende, helt uden kontrol. Men hun efterstræber ikke et tilfældigt design.  Hun koger alle de idéer, hun får under sine rejser, ned i sin store designgryde og efter at have rørt godt og grundigt rundt, er der altid noget, der skiller sig ud.

– Farve indgår i alt det, jeg laver, og jeg foretrækker farver, der minder om vand og himmel. Jeg bryder mig derimod ikke om varme jordfarver. For mig betyder elegance en blanding af balance, enkelthed og det ikke helt perfekte.

Paolas karriere spænder vidt lige fra redaktør for design- og arkitekturtidsskriftet Domus til indretning af hoteller, hele varehuskollektioner, og naturligvis arbejde som kunstnerisk leder for forskellige designvirksomheder.  For nogle år siden skabte hun iscenesættelser for den traditionsrige florentinske porcelænsproducent Richard Ginori. I stedet for at fokusere på sine egne objekter, skabte hun et totalmiljø, som man kunne fortabe sig i, med en væg på størrelse med et filmlærred fyldt med tallerkener. Et overflødighedshorn af porcelæn i traditionelt og modernistisk design, men også posede, bløde sofaer i en gennemtænkt restaurant og bar. Ved årets møbelmesse i Milano lod hun i installationen Leathership for Poltrona Frau kendte og ukendte designobjekter få nyt udtryk i tre afrikainspirerede hytter, bygget af store læderstykker. Hendes hjemmemiljøer til privatpersoner byder både på det vante og det uventede. Hun fortæller begejstret om en samtale, hun havde med en kunde forleden dag, som fortalte hende, at føltes som at være på ferie i den nye lejlighed. Sofaer, skabe og senge med former og teksturer, som dukker op på underlige steder, men som alligevel genkendes. En farvemæssig nøje afvejning, men et alt andet end perfektionistisk design med masser af sensualitet.

Installation for Richard Ginori, 2009


– Jeg bryder mig ikke om aggressivitet. Hvorfor være nødt til at reagere negativt på en stol, når man vågner i sit hjem? Men hvad jeg bryder mig om eller ej, er mindre vigtigt. Derimod betyder det noget, at møbler ikke er intetsigende, og at de giver mig energi.

Er det måske en mere kvindelig indstilling? Hun er ikke rigtig tilpas med spørgsmålet, men medgiver at den italienske designbranche er mere patriarkalsk end sin nordeuropæiske pendant.

– Det ved jeg ikke rigtig, men man stræber måske mere efter kontrol. For mig er det ikke bare materialerne, der inspirerer mig. Jeg har en anden holdning, en anden sensibilitet. Men kvinderne skal sørge for at markere sig, ellers ...

Faktisk undgår hun helst designhovedstaden Milano og bor for det meste i Paris. Men som regel er hun ude at rejse og forklarer, at hvis hun var ung designer i dag, så ville hun flytte til Sydøstasien. Hun synes, at designfaget er blevet lidt for fastlåst af de digitale værktøjer og taler om de materialeverdener, hun udforsker.

– Jeg kan godt lide ekstremer. I Indien er jeg i gang med en produktion, som er håndværksbaseret, men hvor alt designes digitalt.

Hun har aldrig brudt sig om skolen og griner, når hun mindes, at ingen af lærerne ville røre ved hendes eksamensarbejde på arkitektskolen i hjembyen Torino i 1973. Først da Alessandro Mendini opdagede hende, fik hun sin eksamen. Han valgte til gengæld at få lavet en bog og grundlagde den flabede, nyskabende designbevægelse Alchimia ud fra hendes tekst om radikalt design. Paolas begavede frontalangreb på traditionelt design fortsatte siden hen i Memphisbevægelsen, som i dag ligger til grund for Italiens stærke designmæssige verdensposition. 
– Jeg har altid gået mine egne veje. Mange af vor tids designere lægger alt for stor vægt på selve det at producere. De kunne godt tage at drømme noget mere.


Tekst: Leo Gullbring