Kinnarps åbner showroom i Odense

2014-04-08

Kinnarps, kendt for sine møbler og indretningsløsninger til kontorer samt uddannelses- og sundhedssektoren, har besluttet at flytte tættere på sine fynske kunder og åbner den 1. februar 2015 et nyt showroom og salgsafdeling i Odense.

- Der sker rigtig meget i Odense og på Fyn i øjeblikket, og vi har et stort ønske om at komme tættere på vores mange kunder der, og samtidig opnå en mere central placering i forhold til såvel det private erhvervsliv som den offentlige sektor på Fyn, fortæller adm. dir. i Kinnarps A/S, Søren Stryhn, og fortsætter:

- Det er vigtigt, at kunderne har os tæt på, og derved får mulighed for at se og røre ved vort sortiment, og vi mærker et øget behov i markedet for en tættere dialog omkring vore indretningsløsninger. Det kræver en endnu højere grad af nærvær og tilgængelighed, og det har vi valgt at reagere positivt på, ved at etablere et showroom og salgsafdeling i Odense centrum.

Kinnarps har siden 2006 haft showroom og salgsafdeling i Middelfart, i et byggeri som Kinnarps selv ejer i lighed med de øvrige Kinnarps-showrooms og -kontorer i Danmark. Kinnarps fastholder ejerskabet af bygningen i Middelfart, og bliver boende der også, indtil bygningen er endelig udlejet.

- Vi ønsker dog ikke at slippe den nære kontakt med vore mange kunder i trekantsområdet og Sydjylland. Derfor påtænker vi også at åbne showroom og salgsafdeling i enten Vejle eller Kolding i løbet af 2015. Den endelige beslutning om hvor og hvornår vi gør det, vil afvente udlejningen af vores bygning i Middelfart, siger Søren Stryhn.

Kinnarps A/S har i øvrigt ikke yderligere flytteplaner i forhold til firmaets showrooms og afdelinger i Aalborg, Aarhus og Brøndby. 
- Vi ser meget frem til at komme tæt på vore kunder i Odense, og senere i Kolding eller Vejle. Vores sortiment og løsningspalette udvides til stadighed, og vi har mange spændende indretningsmuligheder, som vi gerne vil kunne vise frem for vore kunder indenfor en rimelig køreafstand. Vore øvrige afdelinger er i den sammenhæng optimalt placeret og indrettet i forhold til vores fremtidige strategi og planer for Danmark, slutter Søren Stryhn.