Oberon – en ergonomisk klassiker

2014-02-04

Den nye bordserie Oberon er skabt til arbejdspladser, hvor fleksibilitet og ergonomi skal gå hånd i hånd. For producenten Kinnarps er det helt i tråd med virksomhedens filosofi for moderne kontorindretning.

Tendensen inde for moderne kontorindretning går imod, at de faste pladser forsvinder. For at optimere både plads og resurser bliver det mere og mere almindeligt, at man deles om arbejdspladserne. Men for at det ikke skal gå ud over ergonomien, kræver det en nem og hurtig måde at indstille sit arbejdsbord på. Og det får man med den nye bordserie Oberon.

Det skal være nemt
Oberon blev præsenteret på møbelmessen i Stockholm i februar af Europas førende producent af kontormøbler, svenske Kinnarps. Og her siger erfaringen, at ergonomiske møbler kun udnyttes til fulde, hvis de er meget nemme at anvende. Derfor er Oberon designet, så det kan programmeres med flere højder. På den måde kan forskellige medarbejdere anvende samme bord og med et enkelt tryk på en knap få indstillet deres personlig tilpassede højde. En ideel løsning på arbejdspladser hvor der ikke er faste pladser.

Ergonomi og brugervenlighed i fokus
Det er ikke noget nyt, at man hos Kinnarps har fokus på ergonomien. Da virksomheden i 1970 introducerede et arbejdsbord, der nemt kunne indstilles i højden, var det lidt af en revolution, og mange forstod slet ikke behovet. Nu er det som bekendt standard med hæve-sænke-bord.

”I de kommende år tror vi på, at kontorindretning som standard skal være ergonomisk og bæredygtig. Men derudover skal det være endnu lettere at tilpasse de enkelte møbler, fordi vi skal vænne os til løbende omstruktureringer og til at dele arbejdsflader med hinanden”, siger Søren Stryhn, der er administrerende direktør hos Kinnarps Danmark A/S.

Kombiner på kryds og tværs
Oberon-serien består af både arbejdsborde, mødeborde og sofaborde, hvor understel og bordplader kan kombineres på kryds og tværs. Der er flere former at vælge imellem, og som udgangspunkt kan man få bordpladerne i eg, bøg, birk, valnød samt farverne grå, hvid og sort. Det er dog også muligt at få specialdesignet en løsning til sin virksomhed.