KINNARPS' TRENDRAPPORT DEL 2 FRA FASTNET TIL TRÅDLØS

2013-09-26

Teknikken udvikles i en rasende fart. Hvad betyder det for samfundet, vores arbejdspladser og det enkelte individ, at vi hele tiden er opkoblede og tilgængelige? Kinnarps ser nærmere på et samfundsfænomen, som kommer til at ændre alt, og vi har kun set begyndelsen.

Pling!
Det er midt om natten, og en ny mail blinker på din arbejdsmobil. Du kan ikke lade være med at tjekke, hvem der har sendt den, for du er nysgerrig. Er det genkendeligt? Du er helt sikkert ikke alene. Ifølge en undersøgelse fra forsikringsselskabet BKK i Tyskland angiver 84 procent af tyskerne, at de er tilgængelige uden for almindelig arbejdstid. Hele 51 procent siger desuden, at de er det døgnet rundt.
Den tekniske udvikling har på blot få år grundlæggende forandret samfundet. Uanset hvor vi befinder os, flyder arbejde og fritid sammen. I dag er det for eksempel en selvfølge, at de fleste flyselskaber tilbyder deres rejsende Wi-Fi. Vi tjekker ind, læner os tilbage og fortsætter med at arbejde på vores Excel-ark, skrive rapporter og betale fakturaer på computeren, mens vi suser videre i 10.000 meters højde mod vores destination. Tænk, at det blot er tolv år siden, at den amerikanske præsident George Bush blev tvunget til at lande med Airforce One om morgenen d. 11. september 2001, fordi han ikke kunne få kontakt med Pentagon fra luften.
Dette er blot for at sætte tingene lidt i perspektiv. Samfundet opdaterer sig selv i en konstant strøm af nye opfindelser. Nogle mere fantastiske end andre: For nylig lancerede Google en ansigtscomputer, som formmæssigt ligner et par briller, men som kan tage imod kommandoer.  Ud over at du kan udføre rent praktiske ting som at beordre dine briller til at låse døre op eller lade dem være koblet til belysningen på kontoret, så kan du også dokumentere hverdagen og dele dine oplevelser i realtid med venner og arbejdskolleger. Hvad dette indebærer for morgendagens møde, kan vi knapt forestille os. Mine øjne bliver dine, og nærmere et andet menneske kan man vist næsten ikke komme. Den trådløse æra er her.
"Inden for de næste fem år vil båndbredden være så stor, at vi ikke længere behøver at trække datakabler i huset," siger Martin Cook, chef for Interior and Graphic Design Group, BDP Storbritannien.

Og bedre endnu - teknikken er nu tilgængelig for alle. Sammenlignet med, hvordan det var for blot nogle få år siden, hvor man skulle bruge lange instruktionsmanualer og komplicerede koder for bare at kunne skrive en tekst på computeren, er teknikken nu blevet så brugervenlig, at vidensbarriererne er udviskede. Peg og tryk!
"Det stigende forbrug af trådløse enheder giver en utrolig fleksibilitet på arbejdspladsen og i måden, hvorpå mennesker kan arbejde sammen. Vi er ikke længere begrænsede pladsmæssigt og kan i princippet arbejde hvor som helst. Det er noget, vi også må tænke på, når vi udformer arbejdspladser," siger Ian Weddell, Commercial Manager, Kinnarps Storbritannien.

For det enkelte individ skaber dette en ny form for frihed, uden tidspunkter og stempelure. Ifølge analyseinstituttet YouGov anser 30 procent af arbejdstagerne i Storbritannien, at fleksibilitet i arbejdet gør dem mere produktive, og 43 procent føler, at deres arbejdsstress mindskes.
Men betyder det så, at kontoret helt vil uddø med tiden? Nej, slet ikke. Derimod er kontorerne i gang med at tilpasse sig og blive opdaterede, så de kan tilgodese morgendagens behov.
"Arbejdet bliver mere mobilt, flere vil arbejde andre steder end på kontoret, men langt fra alle vil få et hjemmekontor. Der vil stadig være brug for kontorpladser," siger Beata Osiecka, VD Kinnarps Polen.

I sidste ende handler det naturligvis om, at teknikken skal ændres, hvor den menneskelige hjerne stadig er den samme. Vi er stadig nødt til at mødes og tale sammen for at kunne udvikle idéer, og for at virksomheden når det nødvendige kreative niveau.  Den dynamik samt faste beliggenheder er nødvendige for, at en virksomhed kan overleve. Et nyskabende eksempel på dette er trenden med kontorhoteller. I Stockholm findes der blandt andet United Spaces og Nummer 18, hvor virksomheder deler lokaler og "overhead"-udgifter med hinanden. Fordelene giver sig selv: Kontorudstyret udnyttes optimalt samtidig med, at der opstår spændende møder og nye forretningskontakter, når mennesker med forskellige baggrunde og erfaringer føres sammen.

Men det nye, frie arbejdsliv indebærer også, at der vil blive stillet helt andre krav til både arbejdsgiver og arbejdstager. I dag fokuserer de videnskabelige rapporter mest på fænomener som "Internet addiction disorder" og "Crackberry-effekten", det vil sige mobiltelefonernes vanedannende indvirkning. I Tyskland har flere virksomheder, heriblandt Volkswagen, valgt at slukke for deres e-mailservere efter normal arbejdstid. Den tyske arbejdsminister, Ursula von der Leyen, vil endda gå skridtet videre. Sidste år efterlyste hun tydeligere regler for, at ansatte ikke skal føle sig tvunget til at svare på mails i deres fritid.
"Ligesom der findes regler om arbejdssikkerhed, hvad angår brug af hjelm på visse arbejdspladser, eller at et elkabel ikke må ligge fremme og flyde, så bør der også findes en psykisk sikkerhed," siger Ursula von der Leyen.

Måske kan det være en udvikling, der til en vis grad vil være selvregulerende fremover, i det mindste blandt de yngre generationer.
"Her i Norge ser jeg en tydelig trend: Folk taler ikke længere i mobiltelefon i undergrundsbanen, bussen og i det offentlige rum. Det her er en indlæringsproces på samfundsplan. Den yngre generation får bedre uddannelser og bliver mere bevidste om de sociale medier, og om hvordan de kan anvendes, uden at det bliver en byrde for samfundet," fortæller Liv Tveter, VD for Kinnarps i Norge.


Citat
"Det stigende forbrug af trådløse enheder giver en utrolig fleksibilitet på arbejdspladsen, i måden, hvorpå mennesker kan arbejde sammen."


VIDSTE DU, AT ...

• Da Neil Armstrong satte kursen mod månen i Apollo 11 i 1969, indeholdt hele raketten mindre datakraft, end hvad der i dag findes i en almindelig smartphone?

• En svensk undersøgelse, som blev udført for Manpower af Kairos Future, viste, at kun 25 procent af deltagerne mente, at deres teknikbehov blev tilgodeset af deres arbejdsplads?

• Det at have adgang til internettet er så vigtigt, at FN i 2012 medtog det på sin liste over menneskerettigheder?